fbpx
Få et tilbud
Luk tilbudsformular
1/3

Hva' kan vi hjælpe med?

Vælg en eller flere kategorier

30. jan 2018

Udnytter du de muligheder, Instagram giver dig?

Omkring 24% af danskerne har en Instagramprofil, og antallet af brugere, på verdensplan, på platformen Instagram er støt stigende, hvilket også betyder, at konkurrencen på mediet bliver ved med at stige. Derfor begynder det at blive rigtig svært for virksomheder at blive set og lagt mærke til i newsfeedet.

Ønsker du at bruge mere energi og have mere fokus på Instagram i 2018, er der her nogle tips til, hvordan du kan optimere din Instagram indsats og få mest muligt ud af din Instagram tilstedeværelse.

Først og fremmest er Instagram et visuelt medie. Dette betyder også, at det er rigtig vigtigt at have en visuel strategi. Hvordan skal din virksomhed fremstå på mediet? – Hvad er kendetegnet ved lige netop din virksomheds profil?

Ovenstående er spørgsmål, som du kan besvare, når du skal udforme den visuelle strategi. Hold dig til den visuelle strategi og post opslag kontinuerligt så dine følgere ikke glemmer dig, og så du er med i toppen på forskellige #’s, og derved øger din rækkevidde til flere end blot dine nuværende følgere.

Optimer din tilstedeværelse på Instagram

For at optimere din Instagram tilstedeværelse er det vigtigt at udnytte de værktøjer, som mediet giver dig. Det er ikke nok bare at poste billeder, i hvert fald ikke hvis du vil have mest mulig ud af mediet. Derfor bør du, hvis du ikke allerede gør det, benytte en feature som Stories.

Stories har egentlig sin oprindelse fra SnapChat, men Instagram har, skal vi sige, fundet god inspiration herfra og integreret funktionen på deres platform. Funktionen er nu også blevet en integreret del på Messenger og Facebook. Stories funktionen har overhalet funktionen på SnapChat, og der er her en god markedsføringsmulighed, da flere og flere er opmærksomme på formatet og rent faktisk interagerer med det. Derudover har Instagram tilføjet Stories nogle nye dimensioner nemlig en Archive og en Highlight funktion.

Dette betyder, at du kan ”opbevare” dine stories på ubestemt tid. Du kan altså oprette en storie, arkivere den på ubestemt tid og fremhæve (highlighte) den på din profil, når det passer ind i din markedsføring. Derudover har Instagram, i samarbejde med GIPHY, lige åbnet op for nye og sjove GIF’er på Storie. Du finder alle GIF’erne ved at trykke på ikonet for klistermærker. Her vil du se et mærkat, hvor der står GIF, dette trykker du på, og der bliver åbnet op for et hav af forskellig GIF’er. Brug dem til at gøre dine Stories anderledes og sjove.

Du kan evt. lure på nogle af de store internationale brands, inden du går i gang

Med Stories kommer også Live Streaming. Live streaming findes både på Instagram og Facebook. Det er vigtigt, når du sender live, at du ved, hvad du vil med din livevideo. Hvis du ved, hvad du vil, er der større sandsynlighed for, at brugerne ikke falder fra, mens du sender. Overordnet giver det også et langt bedre indtryk af din virksomhed, hvis brugerne kan se, at der er en mening, med det du sender – men gerne uden at være for stift. Så forbered dig godt inden du går live. Promover en nyhed, lav et interview eller noget helt tredje, som passer til din virksomhed og dens profil.

Brug Hashtags strategisk

Når man snakker Instagram, kan vi ikke komme uden om hashtags. Med det nye Follow Hashtags kommer også en måde, hvorved du kan bruge #’s på en mere strategisk måde end tidligere. Brugerne kan nu følge med i samtaler, som interesserer dem på baggrund af #’et. Instagram har givet dig en ny måde, hvorved du kan opnå en større rækkevidde. Det kræver en del benarbejde at få fundet relevante #’s, da du ikke kan se, hvor mange brugere der følger det enkelte #. Du skal i stedet ind på den enkelte bruger for at se, hvilke #’s denne følger. Det tager tid, men til gengæld finder du ud af, hvilke #’s din målgruppe følger, og det kan du udnytte til din fordel.

Her gælder det selvfølgelig om at teste de forskellige #’s, som du finder frem til.

Du kan læse mere om det nye Follow Hashtags her.

Passer det til din virksomhed at være fræk? – og har du modet til det?

Det sidste element, som du kan bruge i din markedsføring på Instagram, har vi taget med, så du er opmærksom på muligheden.

Det sidste vi skal kigge på er integrationen af Instagrams besked-værktøj Direct. Denne funktion deler vandene, da mange brugere stadig ser dette forum som værende privat. Derfor skal man som virksomhed gøre op med sig selv, om man vil bevæge sig ind på dette territorium. Vælger du at bruge Direct i din markedsføring, er du bestemt ikke den første, der gør det. Jeg modtog selv, for snart et år siden, en besked på min Instagramprofil via Direct. Beskeden kom fra en virksomhed, som jeg på daværende tidspunkt fulgte. Beskeden var udformet således:

 

“Hi,

We realised you are one of our first instagrammers! To say thanks, we’d like to offer you a 15% discount on your first purchase.

Please use the code “ INSTATHANKS15” on checkout.

Your little is gonna look fly this summer!

Peter from XXXX”

 

Ovenstående viser, hvordan man kan bruge Direct i markedsføringen, dog ville jeg have tilføjet et link til hjemmesiden i beskeden. Det er en fræk måde at lave markedsføring på, og det kræver noget mod at bevæge sig ind på det, der for nogle (læs: mange) brugere, betragtes som privat sfære. Derfor skal du gøre op med dig selv, om denne form for markedsføring er for dig og din virksomhed.

Ellers er der ikke andet at sige end held og lykke med at optimere din Instagram tilstedeværelse, så din profil kan stå knivskarpt.